Det skal fortælles

Lone Schmidt er lektor, dr.med, ph.d ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Hun forklarer, hvordan udenlandsk forskning viser vigtigheden af, at barnet i en tidlig alder får fortalt, at det er donorbarn.

Identitetsskælv

Professor i socialpsykologi, Per Schultz tegner og forklarer, hvad der sker med identitetsopfattelsen, når barnet sent i livet får besked om, at det er donorbarn.

Det rigtige tidspunkt kommer aldrig

 

Når forældre til donorbørn vælger at holde tilblivelsen skjult for barnet, risikerer de, at barnet får problemer

"Bare få det sagt," lyder det fra lektor, dr.med., Lone Schmidt.
"Det rigtige tidspunkt kommer aldrig," siger hun og refererer til en idé, flere forældre udtrykker om at ville vente til det rigtige tidspunkt, inden de fortæller barnet, at det udover en far og en mor også har en sæddonor. Men venter forældrene for længe, er der kun forkerte tidspunkter tilbage. Lone Schmidt forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er dén danske forsker, der følger den internationale forskning i fertilitetsspørgsmål tættest.

Børnene bør få sandheden om deres undfangelse at vide i barndommen. Det siger en engelsk undersøgelse, der blev udgivet i april sidste år af det europæiske selskab for menneskelig reproduktion - ESHRE. Det er den hidtil mest omfattende undersøgelse, der sammenligner synspunkter fra 165 donorbørn i USA, der på forskellige tidspunkter - i barndommen, ungdommen og voksenlivet - har fået at vide, hvordan de er blevet skabt.

Voksne vredesudbrud
Undersøgelsen viser, at de donorbørn, der først som voksne har fået kendskab til den sande historie om deres undfangelse, reagerer vredt, forvirret, chokeret og rystet.

• LÆS: Karins mor: Din far er ikke din rigtige far
• LÆS: Jeg fik det at vide på min 30-års fødselsdag

"Særligt de voksne, der har fået sandheden at vide ved et uheld og af andre end forældrene, føler sig voldsomt forrådt," lyder det fra Lone Schmidt.

Barnlig nysgerrighed
Omvendt føler donorbørn, der har fået tidlig besked om deres tilblivelse, sig udvalgte,
"Tænk at mor og far er gået igennem det her for at få mig," genfortæller Lone Schmidt fra undersøgelsen og husker bestemt en kommentar fra en dreng på otte år, der siger, "Jeg er egentlig ikke så optaget af, hvordan jeg er blevet til. Jeg er optaget af, at jeg er blevet til."

• LÆS: Jeg har altid vidst, at jeg var donorbarn
• LÆS: Jeg er glad for, at jeg ikke har fået min fars næse

 

Jordskælv i identiteten
"Det er et jordskælv, man skal overvinde" lyder det fra professor i socialpsykologi ved Københavns Universitet, Per Schultz. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at et donorbarn, der først som voksen får kendskab til sin egen historie, får rykket voldsomt ved sin selvforståelse,
"Du opdager, at du har levet på forkerte præmisser. Det skaber en krise i identiteten, der forplanter sig som et jordskælv ud til alt andet i livet. Det fjerner overskud, ressourcer og modstandskraft."

Samtidig understreger Per Schultz, at børn skal have tingene at vide, som de er,
"Børn skal inddrages i deres eget liv, hvis de skal have ejerskab til det. Man skal ikke skjule ting for børnene. Der, hvor man lægger låg på, udvikles mareridt, natlige drømme med angst, store overdrevne forestillinger, der er helt urealistiske, men skaber frygt, angst og usikkerhed."

Historien skal gentages
De forældre, der vælger at fortælle deres barn, hvordan det blev til, skal dog indstille sig på at fortælle det igen og igen.
"Ganske ligesom andre familier deler barnets tilblivelseshistorie, skal forældre til donorbørn også gøre det. Det er en historie, der udvikler sig henover livet med de ting, som barnet løbende spørger ind til," forklarer Lone Schmidt.