Tavse forældre: Tilblivelsen er irrelevant
Når forældre til donorbørn vælger at holde tilblivelsen skjult for barnet, skyldes det især, at forældre hverken tilskriver den betydning for barnet eller dem selv. De frygter tværtimod, at sandheden vil skade barnet
"Irrelevant viden for barnet", "Et personligt spørgsmål for familien" og "Barnet skal ikke udstilles som anderledes." Sådan lyder nogle af begrundelserne fra de forældre, der vælger ikke at fortælle deres barn, at det er skabt ved donor insemination.
"Gode begrundelser," siger lektor, dr.med., Lone Schmidt, fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Og det siger hun, selvom hun på baggrund af international forskning anbefaler forældrene at fortælle barnet om fertilitetsbehandlingen.
Lone Schmidt har ikke selv forsket direkte i forældrenes begrundelser for henholdsvis at holde på hemmeligheden eller oplyse barnet om, hvordan det blev skabt. Men hun udpeger en central engelsk undersøgelse fra 2005, hvor begrundelserne ovenfor stammer fra. Undersøgelsen viser, at den ene gruppe af forældrene holder på hemmeligheden for at beskytte både barn og far.
Derfor fortæller forældrene ikke, at deres børn er donorbørn
”Det er irrelevant… der er kun det, at han [barnet] er min søn, og det er det… hvad der er sket for os er meget vigtigt, for [barnet] er her… det hører fortiden og skal ikke have nogen betydning.”
”… min sterilitet handler om mig og ikke om hende [barnet].”
”Du tænker bare, at det er vores lille hemmelighed … mellem os to… vi tænkte bare, at det var privat… det kommer virkelig ikke andre ved.”
”Vi tænkte, at vi ville have en lejlighed til at fortælle dem [børnene], men da de først var født… følte vi bare, at alting var normalt.”
”Jeg tænker, at de i øjeblikket er meget sikre børn, og jeg tænker at [offentliggørelse] ville rykke grundlæggende ved deres sikkerhed… for med et at sende dem i skole med tanken, ”vi er anderledes”… det er ikke nødvendigt.”
”Jeg tænker nogle gange at han [faderen] bekymrer sig om, at …. hun [barnet] måske ville frastøde ham, hvis hun kendte sandheden.”
”Det, jeg er bange for, [er], at han [barnet] måske ville sige, ”Gå din vej, far, jeg vil ikke kende til dig mere, jeg vil lære min rigtige far at kende. Og jeg vil finde min rigtige far og glemme dig!”
--
Ovenstående svar er trukket ud fra en engelsk undersøgelse fra 2005 baseret på familier, der har modtaget behandling på Kings College Hospital i London. Her får forældrene råd og vejledning til at oplyse børnene om deres tilblivelse. 46 familier medvirkede i undersøgelsen. Udtrækket er oversat at redaktionen og ord i [klammer] er forskernes anonymisering af kilderne.
Kilde: School-aged children of donor insemination: a study of parents' disclosure patterns - S. Golombok, Human Reproduction, Vol. 20, No. 3 pp. 810-819, 2005
Barnet har ret til at kende sin historie
På den anden side af hemmeligheden står de forældre, der vælger at fortælle barnet om dets undfangelse. Her prioriterer forældrene at være ærlige overfor barnet, og at barnet har ret til at kende sin egen historie. De ønsker desuden, at det er dem, der skal fortælle det til barnet, i stedet for at andre uforvaret skulle komme til at fortælle det.
Derfor fortæller forældrene deres børn, at de er donorbørn
”Folk ved, at vi er blevet insemineret med donorsæd , så de kunne nemt komme til at sige det… jeg tror bare, at en hemmelighed som denne er en tidsindstillet bombe, der kun venter på at gå af.”
”Hvis han får et problem senere hen… vil [faren] ikke være i stand til at hjælpe ham, og han vil måske spørge, ”Men, hvorfor kan far ikke hjælpe mig?”… det er virkelig af den grund mere end noget andet … den medicinske side af det.”
”Som de simple blodtest som børnene tager i skolen. Du ved… at finde ud af, hvilken blodgruppe du tilhører. Det ville afsløre, at hun ikke kunne være [fars] … i så fald ville [barnet] begynde at stille spørgsmål.”
”Da vi besluttede os for, at vi ikke kunne blive gravide på normal vis, besluttede vi, at det skulle være sandhed hele vejen igennem … vi ville fortælle dem sandheden… om, hvor de kom fra, hvordan de blev til hos os og resten.”
”Jeg tror, at det vigtigste for mig er, at… hvis folk som min mor og far ved det, så er det dets [barnets] ret til at vide det.”
”… før hun [barnet] var født, havde vi ikke tænkt os at sige noget [om donor inseminations tilblivelsen]… og så snart hun kom ud, bliver du klar over, at det ikke handler om dig mere, der er en anden person involveret.”
--
Ovenstående svar er trukket ud fra en engelsk undersøgelse fra 2005 baseret på familier, der har modtaget behandling på Kings College Hospital i London. Her får forældrene råd og vejledning til at oplyse børnene om deres tilblivelse. 46 familier medvirkede i undersøgelsen. Udtrækket er oversat at redaktionen og ord i [klammer] er forskernes anonymisering af kilderne.
Kilde: School-aged children of donor insemination: a study of parents' disclosure patterns - S. Golombok, Human Reproduction, Vol. 20, No. 3 pp. 810-819, 2005