Fortæl din historie

Er du donorbarn, sæddonor, ven, i familie eller forælder til et donorbarn?

Her kan du dele din historie med os andre.

 

Udfyld felterne nedenfor og tryk på send. Din historie bliver i første omgang sendt til redaktionen, som godkender den og derefter offentliggør den på sitet. Redaktionen forbeholder sig retten til ikke at publicere historier af upassende karakter.

Læg 4 og 3 sammen, tak.
 
Jeg har doneret 11 æg... - Anett, donor

 

Jeg donerede æg i 1993, da jeg var i IVF behandling. Dengang var det kun kvinder i denne form for barnløshedsbehandling der måtte donere. Det gav et meget begrænset udbud, også fordi det jo krævede at man modnede mange æg. Det svære i beslutningen dengang var selvfølgelig både hvad donorbørnene ville mene -om man så kan sige - og om de ville få et lykkeligt liv. Et liv jeg jo på ingen måde havde indflydelse på. Doneringen er jo også anonym den anden vej... jeg havde faktisk foretrukket at være kendt donor men det kunne man ikke. Her snart 19 år efter tænker jeg stadig på om jeg har flere genetiske børn. Jeg fik heldigvis selv tvillinger i 1.
forsøg. Jeg føler mig dog ret overbevist om at jeg har hjulpet en anden kvinde, da alle mine egne æg (11) blev befrugtet - og det glæder mig da jeg selv var barnløs i 7 år.
En lille tilføjelse: jeg skal selv modtage et spansk donoræg i næste måned (yngre mand yden børn) og står måske snart i samme dilemma som de andre socialeforældre. Skal/skal ikke 
fortælle barnet om dets oprindelse...? Er glad for at jeg fandt denne side vedr. dette store emne!

Jeg donerede æg i 1993, da jeg var i IVF behandling. Dengang var det kun kvinder i denne form for barnløshedsbehandling, der måtte donere. Det gav et meget begrænset udbud, også fordi det jo krævede, at man modnede mange æg. Det svære i beslutningen dengang var selvfølgelig både, hvad donorbørnene ville mene - om man så kan sige - og om de ville få et lykkeligt liv. Et liv jeg jo på ingen måde havde indflydelse på. Doneringen er jo også anonym den anden vej... jeg havde faktisk foretrukket at være kendt donor, men det kunne man ikke.

 

Her snart 19 år efter tænker jeg stadig på, om jeg har flere genetiske børn. Jeg fik heldigvis selv tvillinger i 1.forsøg. Jeg føler mig dog ret overbevist om, at jeg har hjulpet en anden kvinde, da alle mine egne æg (11) blev befrugtet - og det glæder mig, da jeg selv var barnløs i 7 år.

 

En lille tilføjelse: jeg skal selv modtage et spansk donoræg i næste måned (yngre mand yden børn) og står måske snart i samme dilemma, som de andre socialeforældre. Skal/skal ikke fortælle barnet om dets oprindelse...? Er glad for, at jeg fandt denne side vedr. dette store emne!

 

Tag mere hensyn til børnene end deres far - anonym, biologisk mor

Jeg har to donorbørn på hhv. 14 og 19 år. Jeg har altid villet fortælle dem sandheden fra små. Min mand har ikke villet, fordi det har været for sårbart for ham. Jeg valgte at respektere hans ønske, hvilket jeg fortryder idag.

 

Mine børn har træk, som vi tydeligt ikke kan genkende i mig eller deres far. Både i udseende men også i personlighed. Jeg ville gerne fortælle det til dem, men samtidig er den mindste inde i et enormt hormonelt pubertets stormvejr, så jeg frygter virkeligt, at han ikke kan rumme det og, at familien lige nu ikke kan rumme mere.

 

Jeg har en dyb fornemmelse af at begge børn har nogle sider, som de ikke får spejlet her i familien. Det kan også være mig, som har svært ved at opleve, at de udvikler deres egen personlighed og så lægger fortolkninger ind som gør det nemmere for mig. Desværre tror jeg ikke det er sådan.

 

På klinikken blev vi i sin tid opfordret til ikke at sige det. Jeg var meget indstillet på at det skulle være en naturlig del af vores første barns opvækst og forsøgte også at fortælle det som almindelige oplysninger, da han var helt lille. Min mand kunne ikke bære det, og jeg har siden ikke sagt noget.

 

Det er forfærdeligt at have hemmeligheder for sine børn. Idag hvor de er teenagere har min mand meget svært ved at genkende sig selv i drengene og hans engagement er overfladisk, og selvom han holder meget af drengene er der en distance, som bliver tydelig i de her konfliktfyldte teenageår.

 

Jeg ville gerne fortælle det til den ældste, som jeg tror ville få både nogle aha-oplevelser men også blive ked af det. Men det kan vi ikke nu.

 

Mit råd er at fortælle det når de er små. Tag mere hensyn til børnene end deres far. Det er en meget svær situation at stå i senere i livet. :-(

Hvad skal vi gøre, Dornorbørn? - Lena, social mor

 

LenaHvad er du?:Social morFortæl din historie:Hej Doner børn på denne site..
HJÆLP.....!
Jeg fik for 7 år siden tvillinger med ægdonation. Jeg har fra starten været overbevist om at vores børn ville have det bedst med at væreuvidne om at de ikke var mine genetisk, men mand har været delvis enig. 
Ingen ved, at vores tvillinger er kommet til verden med donor behandling, idet vi ikke ønskede at andre skulle fortælle vores børn historien, før vi selv var fuldstændig overbeviste om hvad der er det bedste før børnene. Efter at have læst historierne her, må jeg konkludere, at det kan kun et donorbarn give mig svar på. ..!
Forleden talte jeg med min gynækolog, hun mente 100% at det var til børnenes bedste at få det afvide, og helst snart.
Personligt tænker jeg aldrig over, at vores børn er blevet til ved donorægnehandling, jeg føler de er 100 % mine. Det er jo kun den genetiske del der ikke er "mig" de er jo blevet til små mennesker i min mave og min mand er deres biologiske far.
Så donerbørn... hjælp os med denne svære beslutning. Havde jeres liv været lettere hvis I intet havde fået afvide? Er der forskel på at være barn af en donormor elller donorfar? Hvad skal vi gøre? Mange hilsner fra en mor der kun ønsker det bedste for sine børn :-)

Jeg fik for 7 år siden tvillinger med ægdonation. Jeg har fra starten været overbevist om, at vores børn ville have det bedst med at væreuvidende om, at de ikke var mine genetisk. Min mand har været delvis enig.

 

Ingen ved, at vores tvillinger er kommet til verden med donorbehandling, idet vi ikke ønskede, at andre skulle fortælle vores børn historien, før vi selv var fuldstændig overbeviste om, hvad der er det bedste før børnene. Efter at have læst historierne her, må jeg konkludere, at det kan kun et donorbarn give mig svar på...!

 

Forleden talte jeg med min gynækolog, hun mente 100% at det var til børnenes bedste at få det afvide, og helst snart.

 

Personligt tænker jeg aldrig over, at vores børn er blevet til ved donorægbehandling. Jeg føler de er 100 % mine. Det er jo kun den genetiske del, der ikke er "mig". De er jo blevet til små mennesker i min mave og min mand er deres biologiske far.

 

Så donorbørn... hjælp os med denne svære beslutning.

 

Havde jeres liv været lettere, hvis I intet havde fået afvide?

Er der forskel på at være barn af en donormor eller donorfar?

Hvad skal vi gøre?

 

Mange hilsner fra en mor, der kun ønsker det bedste for sine børn :-)

 

Det var en mandag aften - Christian Mortensen, Donorbarn

 

 

Det var en Mandag aften, og jeg har spist aftensmad med mine forældre. jeg gik ind på mit værelse og slappede af, lidt senere går jeg på toilettet og jeg ser mine forældre sidder og hygger sig med en flaske vin. 
lidt senere går min stedfar i seng ind på værelset. sætter mig ned ved siden af min mor og snakker om vores fortid og om dengang min ''far'' døde osv. på et tidspunkt nåede vi så ind på et punkt hvor min mor fortalte mig at hun vil fortælle mig noget hemmeligt som involverede mig og min fortid. det første jeg spurgte var om den var som jeg mistede for nogle år siden slet ikke var min far. jeg kunne se i hendes øjne at jeg havde ramt rigtigt, og min mor indså at hun måtte fortælle mig det. 
hun har frygtet hele sit liv om at det vil gøre mig vred, eller sætte mig i en verden med et alt for stort problem. men inderst inde har det givet mig en ny opfattelse af mig selv. jeg er glad for at jeg idag faktisk har en biologisk far levende et eller andet sted i Danmark. 
Jeg er selvfølgelig nyskerrig over at finde ud af hvem min rigtig fader er. men hvis han ønsker sig at holde sig anonym vil jeg repektere dette. men det kunne være rart at se hvor sin anden halvdel kom fra.

Det var en Mandag aften, og jeg har spist aftensmad med mine forældre. Jeg gik ind på mit værelse og slappede af, lidt senere går jeg på toilettet og jeg ser mine forældre sidder og hygger sig med en flaske vin. Lidt senere går min stedfar i seng ind på værelset. Sætter mig ned ved siden af min mor og snakker om vores fortid og om dengang min ''far'' døde osv. På et tidspunkt nåede vi så ind på et punkt hvor min mor fortalte mig at hun vil fortælle mig noget hemmeligt som involverede mig og min fortid. Det første jeg spurgte var om den var som jeg mistede for nogle år siden slet ikke var min far. Jeg kunne se i hendes øjne at jeg havde ramt rigtigt, og min mor indså at hun måtte fortælle mig det. 

 

Hun har frygtet hele sit liv om at det vil gøre mig vred, eller sætte mig i en verden med et alt for stort problem. Men inderst inde har det givet mig en ny opfattelse af mig selv. Jeg er glad for at jeg idag faktisk har en biologisk far levende et eller andet sted i Danmark. 

 

Jeg er selvfølgelig nysgerrig over at finde ud af hvem min rigtig fader er. Men hvis han ønsker sig at holde sig anonym vil jeg repektere dette. Men det kunne være rart at se hvor sin anden halvdel kom fra.

 

 

Det er ved at være tid til at få fortalt hende... - biologisk mor

Mig og min kæreste er blevet forældre til to børn vi af dornorstrå. Vores datter er nu fuldt 4 år og jeg kan mærke at det er ved at være tid til at få fortalt hende om hvordan hun blev til...

 

Jeg søger derfor en masse info via nettet, men det er svært at finde nogle gode råd...sig evt. sådan her eller sådan her... hvor meget skal de vide i forhold til deres alder..er det bedst at det er faren selv der siger det.. hvordan kan de efter følgende samtaler være... hvad skal vi være obs på...reaktioner. Er vist bare rigtig bange for at sige noget forkert som vil have negative konsikvenser resten af hendes liv...

 

Men en ting er sikkert.. de to børn er det bedste der er sket i vores liv og vi ville aldrig ha gjort det anderledes og det skal de nok få af vide en dag

En kommende biologisk mor

 

Dit navn:
Kommende biologisk mor
Hvad er du?:
Andet
Fortæl din historie:
Tak for en rigtig fin hjemmeside.
Jeg er p.t. i behandling og skal have min første insemination med donorsæd i næste uge. Min mand er steril. Det er ikke et let forløb, jeg synes det er hårdt fysisk og psykisk. Når man er klar til at have børn, så tænker man at det skulle være let med at få børn og gå hurtigt. Men det gør det altså ikke i alle tilfælde. Jeg har desværre også oplevet, at nogle venner ikke har forståelse for vores beslutning, men de fleste i vores omkreds bakker os op.
Nu har vi taget beslutningen at vi vil prøve med en sæddonor. Vi er helt afklaret med at fortalle barnet om det, og denne hjemmeside sætter gang i positive tanker. For eksempel har jeg lige nu besluttet at jeg vil føre dagbog af hvordan vores fertilitetsbehandlings forløb går - så jeg kan fortalle barnet senere hvordan det er gået og også har nogle detaljer. 
Selv om vi har taget beslutningen om at have sæddonor, var det derudover spørgsmålet om anonym eller åben donor. Det synes jeg faktisk var det største dilemma for mig fra et etnisk synspunkt. Vi endte nu med at vælge en anonym donor, da vi ikke vil give barnet håbet på at det er en "anden" far derude, som kan have rolle af faren i barnets liv. Desuden er sæddonor nok i de fleste tilfalde studerende, og har måske om 20 år deres egen familie og ikke lyst og overskud til at møde donorbarnet. Og hvis det var mig, som var donoren, vil jeg også hellere være anonym.
Kærlig hilsenKommende biologisk morHvad er du?:AndetFortæl din historie:Tak for en rigtig fin hjemmesi

Jeg er p.t. i behandling og skal have min første insemination med donorsæd i næste uge. Min mand er steril. Det er ikke et let forløb, jeg synes det er hårdt fysisk og psykisk. Når man er klar til at have børn, så tænker man at det skulle være let med at få børn og gå hurtigt. Men det gør det altså ikke i alle tilfælde. Jeg har desværre også oplevet, at nogle venner ikke har forståelse for vores beslutning, men de fleste i vores omkreds bakker os op.

 

Nu har vi taget beslutningen at vi vil prøve med en sæddonor. Vi er helt afklaret med at fortalle barnet om det, og denne hjemmeside sætter gang i positive tanker. For eksempel har jeg lige nu besluttet at jeg vil føre dagbog af hvordan vores fertilitetsbehandlings forløb går - så jeg kan fortalle barnet senere hvordan det er gået og også har nogle detaljer. 

 

Selv om vi har taget beslutningen om at have sæddonor, var det derudover spørgsmålet om anonym eller åben donor. Det synes jeg faktisk var det største dilemma for mig fra et etnisk synspunkt. Vi endte nu med at vælge en anonym donor, da vi ikke vil give barnet håbet på at det er en "anden" far derude, som kan have rolle af faren i barnets liv. Desuden er sæddonor nok i de fleste tilfalde studerende, og har måske om 20 år deres egen familie og ikke lyst og overskud til at møde donorbarnet. Og hvis det var mig, som var donoren, vil jeg også hellere være anonym.

 

Kærlig hilsen

 

 

Da jeg var 10år gammel, kom min far ind på mit værelse - Julie, donorbarn

Da jeg var 10år gammel, kom min far ind på mit værelse og satte sig ned. Han sagde, at han gerne ville fortælle mig noget. Og, så sagde han det. At han altså ikke var min "rigtige" far. Jeg blev lidt rundt på gulvet, og tror egentlig bare jeg fik sagt "nå da, jamen det er da fint" eller sådan noget.

 

Siden har jeg selvfølgelig tænkt rigtig meget. Jeg er i dag 16 år. Jeg vil være en idiot, hvis jeg sagde at det ikke har ændret noget. For det har det, selvom jeg prøvede at fornægte det. Det er et faktum. Jeg er bevæget mig længere væk fra min far efter mine forældres skilsmisse og pga. andre større familieproblemer. Det lægger altid i mit baghoved, og hver gang jeg besøger ham strejfer det mig, at jeg ikke er blod connected til ham. Det har været underligt ikke at kende ens "rigtige far." Jeg betragter mig far som min "rigtige" far, men nu er jeg begyndt at tænkte på, at det måske bare er fordi jeg ikke har en biologisk far i mit liv. Jeg ønsker mig noget så inderligt at se et billede. Bare et billede. Der er et hul indeni mig, som ikke kan fyldes ud. Hvis du ikke keder dit bagland hvem er du så? Jeg ved ikke helt hvordan mit liv kommer til at dreje, eller om det kommer til at betyde det store, men det tror jeg det vil. Bare fordi jeg ikke siger det højt hele tiden, så lægger det i mit hoved ligesom alt andet der er livsforandrene.

 

Jeg er nok ikke ligefrem en solstrålehistorie herinde. Can't deny that. Men jeg vil noget så inderligt bede jer om at overveje at få et donorbarn en ekstra gang. Det barn vil muligvis, lige som mig, være interesseret i at vide hvor de rigtig kommer fra. (Er det underligt?) I skal tænke på, at det barn vil muligvis vokse op med et hul, der ikke kan fyldes ud af reservefædre. Men i gav et barn liv og det er vel smukt lige meget hvad. Men lad være med at tro at i kan være det samme, som en rigtig biologisk forældre kan. Jeg burde vel sige undskyld til nogen. Måske sygeplejerskene...

At holde sig til sandheden... - Mikkeline, Biologisk mor

Rigtig fin lille hjemmeside, som har bidraget til hvad jeg ellers synes er relativt simpelt ift. vores situation - nemlig at holde sig til sandheden...

 

Jeg er mor til en skøn pige ved hjælp af ægdonation. Jeg har aldrig overvejet at kalde mig andet end 'biologisk mor' - hun er vokset i min mave i ni måneder - men frøet af sået med hjælp fra en venlig sjæl (som der jo desværre er meget få af i her i DK). Så jeg synes det er et super interessant skel I laver her - social mor? Ja det er jeg også - men ikke kun. Og det er udgangspunktet for vores fortælling til hende - som ligeså langsomt er begyndt nu hvor hun er omkring de tre år.

 

Jeg har egentligt ikke tidligere været bange for, at mit barns særlige fortid skulle skabe konflikter eller utryghed i fremtiden og bliver derfor en smule skræmt af de barske ord som fx Morten skriver. Må håbe, at der er andre faktorer som spiller ind ift. et godt liv som donorbarn, fx ærlighed, kærlighed og åbenhed...det er i hvert fald det jeg agter at byde ind med.

 

Og til Anette - vores tøs er også en lille bitte en og jeg har spurgt vores læge om donor var særligt lav, hvilket hun kunne sige, at hun ikke var - så meget info tror jeg godt, at du kan få...

Min datter er holdt op med at vokse - Anette, social mor

Jeg fik den 4. februar 2000 en dejlig datter via ægdonation fra Rigshospitalet. Jeg fik 5 donoræg den 26. maj 1999. Og fik sat 2 æg op. Og blev gravid med min datter. Hun ved godt hun er et donorbarn. Og er meget nysgerrig efter at vide noget om den dame, som har givet os æg så vi kunne få hende. Jeg tænker tit på hende. Og håber at hun også er så heldig at have fået et barn.

 

Vi er løbet ind i et problem. Min datter er 11 år gammel nu. Men siden hun var 7 år er hun ikke vokset. Hun er frygtelig ked af dette, og er begyndt at blive drillet i skolen fordi hun er den mindste. Vi fik intet at vide om vores donor. Jeg ville være rigtig glad, hvis vi bare kunne få højden at vide på vores donor. Lægerne kan jo ikke bruge min højde til noget. De siger, at man normalt tager mor højden fra både mor og far og lægger sammen og dividerer med 2 og trækker 13 cm fra hvis det er en pige og lægger 13 cm til hvis det er en dreng. Men det kan vi jo ikke gøre i vores tilfælde. Hvis man skal have en sæddonor får man væsentligt flere oplysninger. Idet der er meget mere sæd på markedet end æg. Der prøver man at matche den kommende fars udseende.

Mine børn har altid vidst det - Torben Østerby, social far

Mine børn har altid vidst det, siden de var helt små. Historien er startet med "du er lavet på hospitalet" til de mere.

 

Faktisk er vi her i huset ved at være træt af denne diskussion og når jeg læser historierne herunder bliver jeg mere og mere klar over, at overgrebet mod donerbørn er begået af de mødre, der vælger at få et barn uden en far. I tror I kan de svar i mangler I jeres liv ved at finde jeres sæddoner, men det er en illusion. Ret jeres vrede mod den, der fortjener den. Den mor der har valgt at få et barn uden en far til barnet.

PÅ vores vegne - Morten Lykkegaard, Donorbarn

Hej

 

Jeg ville bare sige tak for jeres hjemmeside. Min søster og jeg stod for en 6-7 år siden frem i forskellige medier og fortalte om vores oplevelser som donorbørn, vores frustration over anonymiteten, fortielsen, etc.

 

Man føler ofte, at man står helt alene med disse synspunkter, fordi det oftest er forældrene, der bliver hørt, forældrenes behov der tages hensyn til, etc.

Derfor blev jeg meget glad for at se jeres hjemmeside, som min søster faldt over. Det er også en lidt mærkeligt bevægende oplevelse at høre andres historier.

 

Jeg skrev i sin tid en kronik til Weekendavisen - i foråret 2004, tror jeg det var - hvor jeg gav mit syn på problematikken ud fra en etisk og politisk vinkel. Jeg har copypastet den ind herunder.

 

Når jeg genlæser kronikken i dag, kan jeg godt se, at den er skrevet i en tilstand af indignation og vrede, som nok skyldes den tids fuldstændige tavshed set fra donorbarnets side. Heldigvis er der siden kommet et par stemmer til, som også formidler børnenes og ikke blot forældrenes oplevelser og følelser.

bedste hilsener
Morten Lykkegaard

På vores vegne

Morten Lykkegaard


Statens ret til at opretholde donorfædres anonymitet markerer en radikal form for biopolitik, der krænker ethvert etisk aspekt

 

I disse tider er spørgsmålet om donorbørns ret til at kende den biologiske fars identitet atter oppe at vende. Ca. hvert andet år er Etisk Råd ude med en bebrejdende pegefinger og denne gang har Børnerådet fulgt trop. Dette kommer dog nok ikke til at gøre den store forskel. Som de andre gange, spørgsmålet kortvarigt er blevet hvirvlet frem og tilbage hen over mediescenen, dør det hurtigt ud. Ingen bekymrer sig særligt om det. Disse donorbørn vokser jo alligevel op i trygge rammer. Det iværksatte arsenal af læger, psykologer og socialrådgivere sikrer jo, at forældrene ikke slæber rundt med en skjult narkomani, alkoholisme el. lign.


Men kunstig befrugtning er et radikalt eksempel på biopolitik. Dvs. på en tilstand, hvor politikken gør krav på selv det enkelte individs mest private og intime bestanddel: kroppen. De færreste gør sig klart, hvilket drama, der er indeholdt i den form for politik, hvor en stat på forhånd frakender et menneske halvdelen af sit ophav. Og det er for mig at se helt ubegribeligt, at et så brutalt politisk indgreb ikke vækker større forargelse. I stedet tænkes scenariet i al sin uskyldige enkelthed således: Far og mor vil gerne have børn, fars sædceller er desværre noget tørlagte, så lægen ordinerer en omgang insemination. Ni måneder senere tager far hengivent ’produktet’ i armene og tænker i det stille: ”Godt gået, gamle dreng!” Og så bør man ellers ikke undre sig mere over det.

 

Når nogen så alligevel drister sig til at spørge til det hensigtsmæssige i en sådan ordning, der mildt sagt ikke udviser den største forståelse for barnets situation, rydder den offentlige debat hurtigt ethvert etisk perspektiv til side, og henviser i stedet til at 1) det vil være til stort besvær for forældreparret, hvis barnet får mulighed for at kende til en ’ydre’ far, og at 2) forældrepar derfor vil være fristet til at tage mere teknologisk raffinerede og dyrere fertilitetsmetoder i brug, hvad jo er til yderligere belastning for den arme statskasse. Men ingen spørger til, hvorledes det mon er for den lille rolling, der er blevet udklækket på skattefars regning, at vokse op med oprindelsen til halvdelen af sin eksistens flagrende i et for altid uudgrundeligt vakuum.


Jeg er selv donorbarn, min mor fortalte mig det, da jeg var fjorten, og siden har jeg gået rundt med en nagende tomhedsfølelse. Jeg ved, der går en mand rundt derude, sandsynligvis en tidligere medicinstuderende fra Århus Universitet, som har lige så stor andel i min adgang til verden som min egen mor. Men jeg vil aldrig få at vide, hvem han er, ligesom jeg aldrig vil få kendskab til de eventuelle halvsøskende, der render rundt i landet og som biologisk set står mig lige så nær som min egen søster. Det har staten sørget for. Det er en oplevelse af så særegen en karakter, at den nærmest er umulig at forklare, selvom den forekommer så essentiel for ens selvforståelse. For det er ualmindeligt svært at beskrive, hvilket tomrum, der melder sig, når man ubehjælpsomt forsøger at spejle sig i billedet af en far, som for altid vil være et blankt hul. Det er et savn uden genstand, men et savn, der ligger som en murrende grundtone i ens daglige orientering i verden. Man er, i bogstaveligste forstand, rodløs.

 

Derfor er det for mig at se helt himmelråbende respektløst af formanden for de ufrivilligt barnløse, Tomas Therkildsen, når denne står frem på vores vegne i 19direkte d. 18. marts og forsikrer, at donorbørn skam intet problem har med ikke at vide, hvem deres far er. Ligesom jeg bliver uendelig træt af mediernes halvhjertede forsøg på at få de fædreløse børn i tale ved at gøre et adoptivbarn til talerør – ligeledes på vores vegne. For hvor adoptivbørn er udslag af ulyksalige omstændigher, som ingen politik på forhånd kan kalkulere med, er donorbørn netop udslag af en kynisk beregning fra statens side. Kynisk i den forstand, at den hellere opprioriteter effektivitet og økonomi – det hele skal gennemføres så problemløst og gnidningsfrit som muligt – frem for den grundlæggende etiske ret: at kende sit ophav.

 

Denne diskussion handler for mig ikke om, hvorvidt det konkret ville være mere eller mindre fordelagtig for den enkelte at lære sin far at kende – jeg regner bestemt ikke med, at min biologiske far og jeg durk ville springe hinanden om halsen, hvis jeg en dag fik mulighed for at opsøge ham – men om det principielle i at udøve en sådan magt over andre folks liv og den arrogance, der kommer til udtryk, når politikken uproblematisk hævder sin ret dertil, alt imens folk som hr. Therkildsen ikke finder det mindste i vejen for at gøre sig til fortaler for så suveræn en magtudøvelse - selvom hr. Therkildsen ikke selv er dens primære objekt.


I denne forstand har biopolitikken sat sig igennem på et ekstremt intimt område. Staten regulerer ikke blot den enkelte borgers daglige færd i samfundet, men administrerer sågar skabelsen af sine borgere.

En biologisk mor fortæller

Jeg er mor til et donorbarn, som er 4 år. Jeg tilhører den kategori af Kvinder, der har valgt at få et donorbarn alene. Min historie ligner nok de fleste, det er ikke fordi jeg ikke ønskede en far til mit barn, men jeg mødte bare ikke "den rigtige" og pludselig var det ved at være sidste udkald. Da jeg ønskede at blive mor var dette den bedste løsning.

Mit barn har en anonym donor, da det var den eneste mulighed på det tidspunkt. Jeg tror, hvis jeg havde valget i dag, ville jeg nok have valgt en ”kendt” donor. Så hun på et tidspunkt kunne have muligheden for at møde donoren. Personligt mener jeg lovgivningen er god i dag, hvor man har det frie valg om kendt eller ikke kendt donor. Alt efter hvad der passer ind i ens familie.

I vores familie er der jo ikke en daglig "far”. Derfor valgte jeg fra starten at være åben omkring mit valg. Jeg syntes det var vigtigt at mit barn kendte historien fra mig, så jeg lavede en lille bog, med min og hendes historie. Den har vi læst og kigget i fra hun var helt lille. Det har betydet at hun med tiden har forstået mere og mere og er blevet ”klogere” på sin tilblivelse. Min datter er i dag helt fortrolig med hun er et donorbarn, hun ved at ”lægen” hjalp mig, med at få nogle frø fra en donor, så jeg kunne få hende. Hun ved at vi ikke kan møde ham, men vi er glade for at han ville hjælpe, så hun kunne blive født. I dagligdagen fylder det utrolig lidt, det fylder betydelig mere at hun syntes, at hun gerne vil have en lillesøster.
Jeg ved ikke om det vil ændre sig med tiden, da hun endnu kun er 4. Men forhåbentligt vil den tidlige viden betyde at det ikke bliver så svært for hende senere.

Jeg arbejder på at hendes lille bog bliver udgivet som rigtig bog i efteråret 2010, gennem foreningen donorbørn og forældre. Som inspirations materiale til andre enlige med donorbørn. se på www.donorbarn.dk

 

Eva Kring - biologisk mor

Ina Rosdal - Donorbarn

Jeg husker ikke den dag jeg fik at vide, at jeg er donorbarn, men jeg var lille, og min mor har fortalt at jeg græd. Jeg forstod da en gang for alle, at jeg ikke havde en far ligesom dem i alle børnebøgerne og andre fortællinger.

Eftersom jeg aldrig har haft en social far og eftersom jeg er et nysgerrigt bæst, der brænder for at finde ud af noget om min genetiske arv, har jeg alle mine dage efterspurgt min donor. Fra jeg var 0 til jeg var 13, var det en søgen på må og få. En søgen hvor jeg kun havde fysiske ligheder i de mænd jeg så og så mig selv at gå efter.

I sommeren 2008 fandt jeg ud af, at alle donorer er registreret med et unikt donornummer. Jeg fandt nummeret på min egen, Cryos donor nr. 137,og efterspurgte først oplysninger om ham på Hamlet Privathospital (hvor min mor blev insimineret), men jeg havde ikke hældet med mig. Derfor ringede jeg til direktøren for Cryos, Ole Schou. Han kunne grundet deres reglement heller ikke give mig nogle oplysninger om min donorfar, selvom han dog efter eget udsagn tydeligt kunne huske ham, eftersom han var en af Cryos første donorer.

Da Cryos ikke ville give informationer til privatpersoner, kontaktede jeg StorkKlinik og bad om hjælp til at få nogle oplysninger gennem dem. De indvilgede i at hjælpe, og et par måneder efter jeg kontakede dem, sad jeg i deres klinik i København med en kuvert i hånden, som indeholdt såkaldte "ufølsomme oplysninger" - altså oplysninger der ikke burde kunne lede mig til min donorfar.

En af oplysninger mener jeg dog vil kunne lede mig videre i min søgning - nemlig at min donorfar var jurastuderende.

Jeg er villig til at gå utrolig langt i min søgen efter min donorfar, og jeg håber at denne beskrivelse af ,hvad jeg allerede har gjort for at finde ham gør det klart, at jeg er målbevidst og ikke bare taler om vigtigheden af at kende sit genetiske ophav for sjov.

Jeg tror at mine gener er udgangspunket for min person, som bliver formet af mine omgivelser, og for at kende mig selv, mine muligheder og begrænsninger, er det derfor meget vigtigt for mig, at få kendskab til den anden side at mit stamtræ.

Jeg føler mig dårligt behandlet af samfundet (lovgivning, Cryos osv), eftersom det har givet mig et handicap og adskillige begrænsninger, ved at fratage mig kendskab til halvdelen af mit stamtræ, uden at spørge om MINE ønsker og behov.

Jeg synes det er fejt, at man ved at tillade anonyme donorer, kun tager hensyn til de voksnes behov: Donorens behov for at leve en magelig tilværelse uden kontakt fra eventuelt "afkom" og de sociale forældres behov for at kunne leve uforstyrret som en kernefamilie, uden at blive forstyrret af en tredjepart (donor).

Jeg føler ikke at min dom til uvidenhed om mit genetiske ophav,og dermed essensen af mig selv, er retfærdig, og jeg vil derfor blive ved med at blande mig i debatten om donoranonymitet og blive ved med at lede efter min egen donor.

 

Ina Rosdal - donorbarn