Forældrene må klare sig selv

Danmark halter bagud, når det kommer til vejledning af forældre om vigtigheden i, at de fortæller deres barn, at det er donorbarn.

 

Side 19 i en pjece om barnløshed og en kort opfordring i en samtale med fertilitetslægen, inden behandlingen går i gang. Det er den rådgivning det danske sundhedsvæsen giver forældrene, når det kommer til, hvordan de skal fortælle deres barn, hvordan det blev til.

 ”På den måde beder det danske sundhedsvæsen i bund og grund forældrene om selv at prøve sig frem ved, at vi ikke fagligt og professionelt hjælper dem med at fortælle deres børn, hvordan de er blevet til.” Sådan lyder kritikken fra den førende forsker i Danmark, Lone Schmidt, lektor, dr.med., ph.d ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Hun betegner det danske sundhedsvæsen som ”håbløst bagude”, når det kommer til spørgsmål om psykologisk og social rådgivning og vejledning. Danmark er især bagud i forhold til New Zealand.

 

I New Zealand er forældrene åbne om barnets historie

”Så godt som alle forældre fortæller deres børn, at de er skabt ved donorinsemination,” fortæller Ken Daniels, der er Professor ved University of Canterbury i Christchurch, New Zealand.

I mere end 35 år har han været involveret i forskning om spørgsmål i forbindelse med infertilitet og donorinsemination. Desuden har han i kraft af sin kompetence indenfor emnet rådgivet i 15 lande over hele verden.

”Vi havde en politik i næsten 20 år, hvor alle læger og rådgivere opfordrede forældrene til at fortælle børnene, at de var skabt ved hjælp af donorinsemination,” forklarer Ken Daniels.

 

Alle fertilitetsklinikker har en rådgiver ansat

Det førte i 2004 til, at donorernes anonymitet blev ophævet, og et formelt register blev etableret med alle donorer og donorbørn. Som supplement til lovgivning sikrer en enhed under det New Zealandske sundhedsvæsen, at alle fertilitetsklinikker har en psykolog eller anden psykosocial rådgiver ansat som en del af personalet,         ”Forventningen er, at alle forældre, der skal fertilitetsbehandles, vil tale med denne rådgiver. Ikke blot om at behandle infertiliteten – men også om at bygge en familie op”, fortæller Ken Daniels.

 

Ingen rådgivere på danske fertilitetsklinikker

Tilbage i Danmark er det netop her, Lone Schmidt oplever, at sundhedssystemet svigter forældrene,

”Vi mangler psykologer, rådgivere og sundhedsarbejdere på klinikkerne.” Medarbejderne på klinikkerne i Danmark har nemlig på nuværende tidspunkt alle en medicinsk eller naturvidenskabelig baggrund. De er læger, sygeplejersker og biologer.

 

Et spørgsmål om utænkelige ressourcer

Lederen af Rigshospitalets Fertilitetsklinik, læge Anders Nyboe Andersen, ser ingen realistisk mulighed for, at fertilitetsklinikkerne i dag skulle kunne ansætte for eksempel psykologer til at varetage arbejdet med at rådgive forældrene i familiespørgsmål,

”Alt er skåret væk. Det er utænkeligt, at nogle ville stille de midler til rådighed, som det ville kræve,” siger han og henviser til, at selv kræftpatienter må gå til Kræftens Bekæmpelse for at få en psykolog stillet til rådighed.

 

Når forældrene lukker af, blandet vi os ikke

Derfor er det medicinsk og naturvidenskabeligt personale alene, der tager den indledende samtale med forældrene, hvor de bliver informeret om de danske regler på området, hvad forældrene kan få oplyst om donoren og den praktiske side af behandlingen.

”Selvom åbenhed mellem børn og forældre i vores og forskningens verdensbillede er vejen frem, er det ingen stor diskussion til det møde. Vi siger til forældrene, at de bør fortælle det til børnene og giver dem pjecen”, fortæller fertilitetslæge Anders Nyboe Andersen.

Pjecen er en kvadratisk udgivelse på 24 sider, hvor en enkelt side forklarer, at barnet bør kende til sandheden om sin oprindelse.

”Nogle par glider af på det, og dem kan vi ikke flytte, og det skal vi nok heller ikke. De sender nogle signaler om, at det her handler om deres privatliv, og at de har diskuteret og forholdt sig. Der skal man ikke blande sig,” siger Anders Nyboe Andersen.

 

Hvis forældrene skammer sig, er dét problemet

Her er tilgangen dog noget anderledes i New Zealand.

”Hvis du vil holde det her hemmeligt for dit barn, siger du på en måde: ” Jeg skammer mig over, hvad jeg har gjort.” Skammer du dig virkelig over, hvad du har gjort? For hvis du skammer dig, er dét problemet, som vi skal tage os af.”

 

Samtidig vurderer han, at New Zealand nu er nået til et stadie, hvor en række klinikker ville sige, at de ikke ville behandle, medmindre forældrene var klar til at fortælle det til barnet. Det kalder han for en ”familie-og-barn-tilgang” i stedet for en ”par-tilgang”.

”Det her handler ikke om parrets beslutning. Det handler om barnet. Hvordan beskytter vi bedst interesserne for barnet?”

Han uddyber,

”Når nu forældrene kommer ind med nu og her behovet for at få et barn, er det systemets ansvar at få dem til at tænke videre over de mere langsigtede problemer, der vil opstå, hvis de ikke fortæller barnet, at det er et donorbarn.

 

Børnebog i mangel på officielt materiale

I Danmark har Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse produceret børnebogen "Astrid er et donorbarn".

"Der er et behov, som ikke bliver dækket af andre i Danmark," siger bestyrelsesformand Tina Ovesen med henvisning til manglen på oplysningsmateriale. Foreningen har ikke kapacitet til at yde psykologisk bistand til forældrene men har en telefonrådgivning, hvor andre forældre med erfaring er klar til at svare på spørgsmål og dele oplevelser - og hver anden tirsdag tager en psykolog røret.

 

Ny viden har ingen landingsbane i Danmark

Fra Institut for Folksundhedsvidenskab i København kan lektor Lone Schmidt konstatere, at det internationale forskningsmiljø publicerer vigtig forskning, der kan hjælpe forældrene,

"Men der er ingen landingsbane for den information i Danmark. Vi har ingen fagpersoner til at samle den nye viden op og tage den i brug."